Den 3. august skrev jeg her om artikel 50 i EU AI Act og om, hvad der egentlig skete den 2. august, da gennemsigtighedskravene trådte i kraft. Det stykke handlede om reglerne. Det her handler om, hvad leverandøren så rent faktisk har leveret, og det er værd at læse ordentligt, for der står noget andet, end de fleste tror.
Anthropic skriver det selv, på deres egen hjælpeside:
Detecting a Claude mark tells you that the content may have been processed by Claude. It does not, on its own, confirm the full provenance of the content.
Det er ikke en garanti. Det er et forbehold, formuleret af leverandøren, i deres egen dokumentation, samme dag de fortæller, at de har underskrevet EU's adfærdskodeks om gennemsigtighed.
TL;DR: Anthropic har skrevet under på EU AI Act'ens adfærdskodeks om gennemsigtighed i AI-genereret indhold. Claude mærker fremover sit output på to måder: et usynligt vandmærke inde i selve teksten, og signeret oprindelsesdata på billedfiler efter C2PA-standarden. Men et fundet mærke betyder kun, at indholdet kan have været igennem Claude, og et manglende mærke beviser ingenting. Værktøjet til at finde mærkerne er ikke udgivet endnu. Hvis du har en politik, der bygger på at kunne detektere AI-indhold, virker den ikke.
Kilde: How Claude marks AI-generated content, Claude Help Center
Hvad har Anthropic egentlig skrevet under på?
Til artikel 50, stk. 2, i EU AI Act hører et frivilligt adfærdskodeks om gennemsigtighed i AI-genereret indhold. Europa-Kommissionen har vurderet det som tilstrækkeligt, og ifølge Kommissionens egen side var det underskrevet af omkring 190 organisationer i slutningen af juli 2026. Anthropic er en af dem.
Forpligtelsen går ud på at gøre modellens output maskinlæsbart som AI-behandlet. Altså: at lægge noget ind i indholdet, som en maskine senere kan finde.
To ting er værd at holde skarpt adskilt her, fordi de bliver blandet sammen i næsten enhver samtale om det.
Anthropics underskrift dækker Anthropics forpligtelse som udbyder af modellen. Den dækker ikke din. Hvis du selv driver en chatbot, genererer tekst til kunder eller kører indhold igennem en model, har du dine egne forpligtelser efter artikel 50. De forsvinder ikke, fordi din leverandør har skrevet under på noget. Det er to forskellige rækker i regelsættet, og din række står stadig åben.
Det er den første misforståelse, jeg forventer at møde hos kunder i efteråret: at leverandørens underskrift er ens egen compliance.
Hvordan mærker Claude indholdet?
To mekanismer, og de opfører sig fundamentalt forskelligt.
Vandmærke i teksten. Anthropic beskriver det som et umærkeligt vandmærke lagt direkte ind i selve teksten. Det følger med, når teksten kopieres og indsættes. Der er altså ikke tale om metadata (oplysninger gemt ved siden af selve indholdet, for eksempel i en fils egenskaber), men om noget i ordene selv. Præcis hvordan, siger de ikke.
Signeret oprindelsesdata på filer. Her bruger Anthropic C2PA (Coalition for Content Provenance and Authenticity, en åben standard for at dokumentere, hvor en fil stammer fra). Det gælder filtyper som .svg, .png og .jpg, og signaturen er kryptografisk, så den kan efterprøves.
Dækningen er bred. Det omfatter Claude Platform (API), Claude, Claude Code, Claude Cowork og Claude Tag, og det gælder også, når Claude køres hos AWS, Google Cloud eller Microsoft Foundry. Det virker på verdensplan, ikke kun inden for EU.
Bemærk forskellen mellem de to mekanismer, for den bliver afgørende længere nede: det ene sidder i indholdet, det andet sidder på filen.
Hvad beviser et mærke så?
Tilbage til den sætning, hele historien hænger på. To ord bærer den.
May. Et fundet mærke fortæller ikke i sig selv, hvordan indholdet er blevet til.
Processed. Behandlet er ikke det samme som skrevet. En tekst, et menneske har skrevet fra bunden og bagefter bedt Claude om at rette kommaer og gentagelser i, er behandlet af Claude. Den kan bære et mærke. Den er stadig skrevet af et menneske.
Det er en markant svagere påstand, end ordet "vandmærke" antyder. Vandmærke lyder som et ejerskabsstempel. Det her er nærmere et fingeraftryk på en dørkarm: nogen har været forbi, og du ved ikke hvorfor eller hvor længe.
Og hvad beviser det, når der ikke er noget mærke?
Anthropic er lige så tydelig den anden vej:
Lack of a detected mark doesn't mean the content wasn't AI-generated or processed.
Der er mindst tre grunde til det. Indholdet kan være redigeret så meget, at mærket ikke længere kan findes. Det kan komme fra en ældre model, der ikke mærker endnu. Og det kan komme fra en helt anden udbyder, som ikke har skrevet under på noget som helst.
Sæt de to sætninger op mod hinanden, og du får en sandhedstabel med fire felter, hvor kun ét af dem giver dig noget brugbart.
Hvor holdbar er mærkningen i praksis?
Det er her, det bliver konkret, og det er også her, jeg blev overrasket.
Tekstvandmærket overlever kopiering, siger Anthropic. Det tror jeg på, og jeg kan ikke efterprøve det, fordi der endnu ikke findes et offentligt værktøj til at finde det. Mere om det om lidt.
Oprindelsesdataene på billeder kan jeg derimod teste mekanismen bag, og det gjorde jeg. Jeg lagde metadata ind i et billede og kørte det igennem tre helt almindelige handlinger.
| Handling | Overlever dataene |
|---|---|
| Åbn filen og gem den igen, samme format | Nej |
| Skalér billedet og gem | Nej |
| Konvertér til JPEG | Nej |
| Gem, hvor dataene udtrykkeligt føres med | Ja |
Læg mærke til, hvad det ikke viser. Det er ikke komprimeringen, der ødelægger noget. Pointen er, at et værktøj kun tager metadata med, hvis nogen udtrykkeligt har bedt det om det. Standardadfærden i mange billedbiblioteker er at lade dem ligge. Dataene forsvinder altså ikke, fordi nogen fjerner dem. De forsvinder, fordi ingen aktivt beholder dem.
Det er værd at være præcis her: jeg testede almindelige metadata, ikke en rigtig Claude-signeret fil. Mekanismen er den samme, men jeg har ikke haft en signeret fil at køre igennem.
C2PA kender problemet udmærket. I deres egen FAQ står der, at manifester kan skilles fra filen, og at standarden derfor understøtter det, de kalder holdbare oprindelsesdata via bløde bindinger: usynlige vandmærker eller fingeraftryk, der kan finde oprindelsesdataene igen, selv når de er væk fra selve filen. Content Authenticity Initiative skriver det endnu tydeligere: metadata af enhver art kan fjernes, med vilje eller ved et uheld.
Og her er den detalje, jeg synes er den mest interessante i hele sagen. Anthropic beskriver et vandmærke for tekst og C2PA-metadata for filer. De skriver ikke noget om bløde bindinger på billeder. Hvis det er sådan, det hænger sammen, er billeddelen den skrøbelige halvdel af ordningen, og det er den halvdel, ingen taler om.
Gælder det så de modeller, du bruger lige nu?
Det er det spørgsmål, jeg ikke kan svare på, og det er også det, der har størst praktisk betydning.
Anthropic skriver, at modeller lanceret i EU den 2. august 2026 eller senere understøtter maskinlæsbar mærkning fra lanceringen. For Anthropic-modeller lanceret før den dato er der en overgangsperiode, som de arbejder på at få lukket.
Claude Opus 5 blev lanceret 24. juli 2026. Claude Sonnet 5 blev lanceret 30. juni 2026. Begge ligger før skæringsdatoen.
På en almindelig læsning af den formulering betyder det, at netop de to modeller, som langt de fleste bruger til dagligt, ligger i overgangsperioden og altså ikke nødvendigvis mærker noget endnu. Men der står "lanceret i EU", og det er ikke nødvendigvis samme dato som den globale lancering. Jeg har spurgt Anthropic og har ikke fået svar, da dette blev skrevet. Så det står her som et åbent spørgsmål, ikke som en konklusion. Kommer der et svar, opdaterer jeg artiklen.
Der er heller ingen vej udenom lige nu. Anthropic skriver, at detaljerne om detektionsmekanismerne kommer i teknisk dokumentation senere. Der findes altså endnu ikke et offentligt værktøj, hverken til dig eller til mig, der kan finde vandmærket i en tekst.
Det er et bemærkelsesværdigt sted at være: en gennemsigtighedsordning, hvor gennemsigtigheden endnu ikke kan efterprøves af nogen uden for leverandøren.
Hvem er det så, der kommer til at misforstå det her?
Her er min holdning. Det bliver ikke juristerne. Det bliver køberne.
Juristerne læser det rigtigt. De læser forbeholdene, fordi forbehold er deres arbejde. Når der står "may", ser de "may".
Det er køberne, jeg er bekymret for. Når en leverandør om få måneder kan sige "vores AI er mærket efter EU-standarden", bliver det hørt som en garanti, og der er en helt bestemt fejl på vej: at man begynder at bruge mærkningen som kontrol i stedet for som oplysning.
Forskellen er ikke akademisk.
Oplysning er, når mærket fortæller modtageren noget. Det er dét, artikel 50 handler om, og dét, ordningen faktisk kan bære.
Kontrol er, når du bruger et mærke, eller fraværet af et, til at træffe en beslutning om en person. Afvise en ansøgning. Underkende en opgave. Tage en samtale med en medarbejder. Den slags beslutninger holder ikke, når leverandøren selv har skrevet på tryk, at fravær ikke beviser noget.
Jeg lever af at rådgive om det her, så jeg er ikke uvildig.
Hvornår kommer den første sag om et mærke?
Inden for et år, tror jeg. Nogen bliver mødt med en beskyldning om AI-brug, fordi der blev fundet et mærke. Eller nogen slipper afsted med det modsatte, fordi der ikke blev fundet et.
Begge dele vil være forkert brug af redskabet. Og begge dele vil være helt naturligt at gøre, hvis man har læst overskriften og ikke de to sætninger, hele denne artikel handler om.
Jeg kan tage fejl af tidshorisonten. Retningen tror jeg på.
Hvad betyder det for din rolle?
Ejere og ledere i mindre og mellemstore virksomheder. Din leverandør har taget sit skridt. Du har stadig dit eget. Målestokken er enkel: har I skrevet ned, hvor I bruger AI over for kunder, og fortæller I dem det? Mærkningen besvarer ikke det spørgsmål for jer, og den fritager jer ikke fra det. Til gengæld er det et lille stykke arbejde at få styr på, og det er langt billigere at gøre nu end at rekonstruere bagefter.
Drifts- og transformationsansvarlige. Hvis der ligger en politik, der bygger på, at I kan tjekke, om noget er AI, så virker den ikke. Der findes ikke et offentligt detektionsværktøj endnu, og når det kommer, siger et resultat mindre, end politikken forudsætter. Byg i stedet på oplysningspligt og på proces: hvem oplyser hvad, hvornår, til hvem. Det er den version, der stadig står op om to år.
Salgs- og RevOps-ansvarlige. Alt, hvad I sender ud og har lavet med Claude, kan bære et mærke. Det er ikke et problem i sig selv. Det bliver et problem den dag, en kundes værktøj markerer jeres tilbud, og nogen spørger ind til det uden varsel. Det bedste svar er det ærlige, og det er markant nemmere at give, hvis I har besluttet på forhånd, hvad I bruger AI til i kundekontakt.
Produkt- og udviklingsansvarlige. Den tekniske konsekvens er jeres, og den er konkret: C2PA-data overlever ikke nødvendigvis jeres egen pipeline. Hvis I komprimerer, konverterer eller genskriver billeder, fjerner I sandsynligvis oprindelsesdataene uden at vide det. Vil I bevare dem, skal det testes, ikke antages. Det tager en eftermiddag at teste og er umuligt at gætte.
Prøv skellet af på tre situationer
Det abstrakte skel mellem oplysning og kontrol bliver først brugbart, når man holder det op mod noget konkret. Tre situationer, I kommer til at stå i.
En medarbejder afleverer en rapport, og jeres værktøj finder et mærke i teksten. Hvad det understøtter: at Claude sandsynligvis har rørt ved teksten på et tidspunkt. Hvad det ikke understøtter: at medarbejderen ikke har skrevet den. Sproglig rettelse er også behandling. Hvis I har en regel om at oplyse AI-brug, er det den regel, samtalen skal handle om, ikke mærket.
En ansøgning kommer ind uden mærke. Hvad det understøtter: ingenting. Anthropic skriver selv, at fravær ikke beviser noget, og de fleste andre udbydere mærker slet ikke. Bruger I fravær af et mærke som argument for, at noget er skrevet af et menneske, bygger I på et grundlag, leverandøren allerede har afvist på skrift.
En kunde spørger, om jeres tilbud er skrevet af en maskine. Her er mærkningen faktisk til nytte, men ikke som bevis. Den er til nytte, fordi den tvinger jer til at have svaret klar. Det bedste svar er det, hvor I selv har besluttet, hvad I bruger AI til, og siger det, før I bliver spurgt to gange.
Fællesnævneren: mærkningen er god til at oplyse og dårlig til at dømme. Den kan understøtte, at I fortæller noget. Den kan ikke bære, at I beslutter noget om et menneske.
GDPR og sikkerhed
Der er en reel teknisk beslutning her, og den handler ikke om persondata i klassisk forstand.
Et vandmærke i tekst er data, der følger indholdet ud af huset. Det afslører ikke indholdet, men det knytter et output til en bestemt leverandør. For langt de fleste er det uinteressant. For organisationer med skarpe krav til fortrolighed om leverandørvalg, for eksempel i udbudssammenhæng eller i følsomme rådgivningsforløb, er det værd at have med i vurderingen.
C2PA-signeringen er kryptografisk og kan efterprøves. Det er en styrke, ikke en risiko. Men det betyder også, at fjernelse af metadata får en betydning, den ikke havde før. Hvis jeres systemer rutinemæssigt fjerner dem, og det gør de fleste systemer, som testen ovenfor viser, skal I kunne forklare hvorfor. Ikke fordi det er ulovligt, men fordi et spørgsmål om det bør have et svar, der ikke lyder som en undskyldning.
Ingen af delene er en hindring. Det er ting, der skal stå i dokumentationen, før nogen spørger, ikke findes på i mødet.
Hvis I skal have det på plads
Hvis I er i gang med at skrive AI-politik eller skal kunne dokumentere jeres AI-brug over for en kunde eller et tilsyn, er det den slags arbejde jeg laver. Se hvordan jeg arbejder med AI-governance og udrulning.
Kilder
How Claude marks AI-generated content, Claude Help Center →
Code of Practice on Transparency of AI-generated Content, Europa-Kommissionen →
Transparency obligations under Article 50 of the AI Act, Europa-Kommissionen →
Durable Content Credentials, Content Authenticity Initiative →
Fra Brinvik: EU AI Act artikel 50 og gennemsigtighed, 3. august 2026 →
Dette arbejde er udarbejdet i samarbejde med AI. Overordnet: AI cirka 73 procent, Kim cirka 27 procent. Ser man kun på selve produktionen, er tallet AI cirka 89 procent og Kim cirka 11 procent. Det er et kvalificeret skøn, ikke en målt log.
FAQ
Ofte stillede spørgsmål
Nej. Anthropic skriver selv, at et fundet mærke kun betyder, at indholdet kan have været behandlet af Claude, og at et manglende mærke ikke beviser noget. Oven i det findes værktøjet til at finde mærkerne ikke offentligt endnu.
Det er uafklaret. Claude Opus 5 kom 24. juli 2026 og Claude Sonnet 5 kom 30. juni 2026, altså begge før skæringsdatoen 2. august i Anthropics egen formulering, og der er en overgangsperiode for ældre modeller. Anthropic havde ikke svaret på spørgsmålet, da dette blev skrevet.
Vandmærket ligger inde i selve teksten og følger med, når teksten kopieres. C2PA-data er signeret oprindelsesdata på en billedfil og ligger i filens metadata. Det første er langt mere holdbart end det andet.
Sandsynligvis, medmindre nogen har sat systemet op til at bevare dem. I en test forsvandt metadata ved både genlagring, skalering og konvertering til JPEG. Det skal testes i jeres eget opsæt, ikke antages.
Nej. Underskriften dækker Anthropics forpligtelser som udbyder af modellen. Bruger I selv AI over for kunder, har I jeres egne forpligtelser efter artikel 50, og de bliver ikke opfyldt af leverandørens underskrift.
Den 2. august 2026. Adfærdskodekset knyttet til artikel 50, stk. 2, er frivilligt, og ifølge Europa-Kommissionen var det underskrevet af omkring 190 organisationer i slutningen af juli 2026.
Det vil jeg advare kraftigt imod. Leverandøren skriver selv, at fravær af et mærke ikke beviser noget, og de fleste andre udbydere mærker slet ikke. En beslutning om et menneske på det grundlag er svær at forsvare, hvis den bliver prøvet.
Ikke offentligt, da dette blev skrevet. Anthropic skriver, at detaljerne om detektionsmekanismerne kommer i teknisk dokumentation senere.
